Skaber gymnasiet den fornødne dannelse?

Der er et paradoks gemt i den danske gymnasieskole.

Med gymnasiereformen ønskede man, blandt flere andre ting, at styrke dannelsen i bredden såvel som i dybden. Det var et erklæret mål at få bredt det hidtidige snævre dannelsesideal ud, således at det også for eleverne stod klart for eleverne hvori den almene dannelse bestod. At kendskab til Herder og Shakespeare ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå denne dannelse.
Det var ligeledes på dagsordenen at ændre disse midler til dannelse. Ikke mindst på en sådan måde at det også for de fakulteter, i hvilken den klassiske dannelse ikke var forankret, nemlig samfundsfag og naturvidenskab, ville give mening med et almendannelsesprojekt.

Almendannelsen er i gymnasiet efter reformen rettet ud mod verden. Dannelse forstås i højere grad som evnen til at navigere i en kompleks verden, viljen til at være medskabende til denne verden samt i villigheden til at påtage sig det fornødne ansvar for verdens udvikling – lokalt såvel som globalt.
Denne opfattelse af dannelse understøttes af et øget krav om samspil mellem fag og fakulteter, mest tydeligt i fagkonstruktionen som har skabt så stor splid i den danske gymnasieverden: Almen Studieforberedelse, AT.

Som bekendt har Wolfgang Klafki stået ideologisk fadder til denne konstruktion, hvis formål det er at tvinge eleverne (og deres undervisere) til at tænke over komplekse samfundsmæssige problemer, der er karakteriseret ved at de kun kan ”løses” – eller analyseres – ved hjælp flere fagområder fra forskellige fakulteter.

Intentionen er smuk og som fagligt projekt er AT på mange måder en succes – men samtidig har indførslen af AT betydet et stærkt forøget pres på elevernes tid. Det er ganske enkelt en mere omfattende proces at deltage i et AT-forløb end med en traditionel enkeltfaglig problemstilling.

Samlet set har reformen betydet at eleverne nok orienterer sig mere udad når de er i skolen – men mindre når de ikke er, fordi deres fritid er formindsket. De deltager således i mindre grad i politisk arbejde, socialt arbejde og frivilligt arbejde. Deres engagement i deres omverden bliver i realiteten mindre, fordi arbejdsmængden er større og fler-facetteret end hidtil.

Og dette er ikke ganske i overensstemmelse med intentionerne i reformen.