Besøgsdage - eller markedsdage

På få tidspunkter mærker de danske gymnasier mere til markedsvilkårene end til de årlige besøgsdage, hvor håbefulde gymnasielever tropper op i hobetal for at fornemme stemninger, undersøge faglokaler, underlægge lærere og andre ansatte på skolen et kritisk blik samt foretage en kritisk vurdering af kantineudbuddet, aulaen, cykelparkeringsmuligheder mm.

Danske gymnasier er gode til forskellige ting – ikke alle er gode til de samme ting, men samlet set har den række af styrker og tilbud som rammer behovet hos netop de elever, som vælger dette gymnasium.

Undersøgelser viser at besøgsdagene er den mest afgørende faktor, når de kommende gymnasieelever vælger gymnasium. Blandt de øvrige kan nævnes venner, afstand fra hjemmet samt hjemmesiden. Hjemmesiden og besøgsdagen spiller samlet set en overraskende stor rolle, hvilket viser at de gymnasiesøgende lægger stadigt større vægt på skolens profil. Det er med andre ord ikke ligegyldigt hvad gymnasiet siger og tænker om sig selv, som skole, som organisation og som virksomhed.

De gymnasiesøgende er oprigtigt interesseret i skolens værdigrundlag og bider mærke i hvorvidt skolen vægter IT-teknologi eller åndsfrihed, Science-lokaler eller nærhed, musik og kreativitet eller faglighed. Ikke at alle dele ikke kan være præsenteret på den samme skole.

Derfor besøger de også mange forskellige gymnasier. Tre eller fire, nogle helt op til seks. Og det virker. Mange af de besøgende, ved ikke hvad de skal efter folkeskolen, om de skal på gymnasiet eller i givet fald hvilket – men besøgsdagen giver dem en klar fornemmelse af at her vil de gerne være de næste tre år. Og det er hvad lærere og ledelse fortæller om, og den måde de fortæller om det på, der afgør sagen i mange tilfælde.

Besøgsdagene i gymnasiet er altså en glimrende lejlighed for det enkelte gymnasium til at afpudse profilen og sætte værdier i centrum. Det er jo befriende at opleve at eleverne år efter år i store mængder dukker op til disse arrangementer, fordi det netop ikke er ligegyldigt for dem hvilket gymnasium de går på, fordi de netop oplever det ene gymnasium som forskelligt fra det andet. Ikke nødvendigvis som hverken bedre eller ringere, men forskelligt.

Hvis alle føler at de sælger det samme, kan besøgsdagene let udvikle sig til Hjallerup Marked. Men anvendes besøgsdagene til med stolthed at fremvise skolen og dens styrker, vil disse i sig selv bidrage positivt til skolens bevidsthed om egne styrker, og være noget vi ser frem til.

Skaber gymnasiet den fornødne dannelse?

Der er et paradoks gemt i den danske gymnasieskole.

Med gymnasiereformen ønskede man, blandt flere andre ting, at styrke dannelsen i bredden såvel som i dybden. Det var et erklæret mål at få bredt det hidtidige snævre dannelsesideal ud, således at det også for eleverne stod klart for eleverne hvori den almene dannelse bestod. At kendskab til Herder og Shakespeare ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå denne dannelse.
Det var ligeledes på dagsordenen at ændre disse midler til dannelse. Ikke mindst på en sådan måde at det også for de fakulteter, i hvilken den klassiske dannelse ikke var forankret, nemlig samfundsfag og naturvidenskab, ville give mening med et almendannelsesprojekt.

Almendannelsen er i gymnasiet efter reformen rettet ud mod verden. Dannelse forstås i højere grad som evnen til at navigere i en kompleks verden, viljen til at være medskabende til denne verden samt i villigheden til at påtage sig det fornødne ansvar for verdens udvikling – lokalt såvel som globalt.
Denne opfattelse af dannelse understøttes af et øget krav om samspil mellem fag og fakulteter, mest tydeligt i fagkonstruktionen som har skabt så stor splid i den danske gymnasieverden: Almen Studieforberedelse, AT.

Som bekendt har Wolfgang Klafki stået ideologisk fadder til denne konstruktion, hvis formål det er at tvinge eleverne (og deres undervisere) til at tænke over komplekse samfundsmæssige problemer, der er karakteriseret ved at de kun kan ”løses” – eller analyseres – ved hjælp flere fagområder fra forskellige fakulteter.

Intentionen er smuk og som fagligt projekt er AT på mange måder en succes – men samtidig har indførslen af AT betydet et stærkt forøget pres på elevernes tid. Det er ganske enkelt en mere omfattende proces at deltage i et AT-forløb end med en traditionel enkeltfaglig problemstilling.

Samlet set har reformen betydet at eleverne nok orienterer sig mere udad når de er i skolen – men mindre når de ikke er, fordi deres fritid er formindsket. De deltager således i mindre grad i politisk arbejde, socialt arbejde og frivilligt arbejde. Deres engagement i deres omverden bliver i realiteten mindre, fordi arbejdsmængden er større og fler-facetteret end hidtil.

Og dette er ikke ganske i overensstemmelse med intentionerne i reformen.