I Danmark ønsker vi at så store dele af en årgang som muligt får så høj en uddannelse som muligt. Af samme årsag har man gennem mange år arbejdet på at få fastholdt så mange mønsterbrydere som muligt. Mønsterbrydere er, i denne sammenhæng, dem, der som de første i familien tager en videregående uddannelse, og som derfor ikke nødvendigvis er vokset i et hjem med bøger langs væggen og et intellektuelt debatklima. Der er gennem årene kommet mange gode og positive forslag til at afhjælpe det problem, at der et ganske stort frafald blandt denne gruppe. Senest er der nedsat en gruppe under videnskabsminister Helge Sander, der skal komme med gode forslag til at sikre fastholdelse af mønsterbryderne.
Det var med nogen mismod at jeg i Radioavisen den 27. november modtog budskabet om at gruppen havde barslet med de første forslag. Mismodet skyldtes ikke at gruppen havde barslet, men indholdet og visionerne i forslagene.
Udvalget var bl.a. nået frem til det resultat at mønsterbryderne faldt fra fordi de ikke kunne kapere det faglige, at pensum var dem for meget (vel sagtens fordi de ikke er vant til at læse hjemmefra, forstod man) og at løsningen på dette problem, og dermed frafaldet, var at lave obligatoriske læsegrupper, der kunne hjælpe hinanden med at gennemgå pensum.
Dette, synes jeg, er slet ikke nogen ringe ide, skønt det virker paradoksalt efter at man har forbudt gruppe-eksaminer. Men mønsterbryderne kæmper jo med andre problemer end tilegnelse af stoffet. Måske er dette endog deres mindste problem, og i det mindste et problem de i vid udstrækning deler med deres medstuderende.
Det, der er problemet for studerende på videregående uddannelser, der kommer fra ikke-boglige miljøer, er jo ikke at de er fagligt inkompetente. Tværtimod har de ofte udvist et særligt engagement rent fagligt for at nå dertil hvor de er nået. Problemet er at der en række kulturspecifikke koder, de er fremmede for. En af disse er gruppedannelsesprocessen.
Studerende på RUC og beslægtede institutioner ved hvor traumatiserende disse processer er – og at gruppedannelser handler om alt andet end det faglige arbejde gruppen forventes at producere.
Forfatter og journalist på Dagbladet Information Rune Lykkeberg beskriver i sin bog Kampen om sandhederne (2008) bl.a. dagens Danmark som et klassesamfund, grundet de elementer som den herskende kulturelle elite har kontrol med. Gruppe- og projektarbejde ligner noget af det Lykkeberg beskriver: en særlig samarbejdskode, indført for at demokratisere uddannelserne, men de facto et udgrænsende redskab. Kun få ting kan være så ekskluderende som gruppearbejde.
Det er derfor ikke synderligt visionært når gruppen, der skal hindre mønsterbrydernes frafald i den grad vægtlægger at stoffet er for vanskeligt – skønt de naturligvis havde andre forslag.
Det er ikke det faglige pensum, der er vanskeligt, men de akademiske koder, der er komplekse og svære at afkode. Ikke mindst fordi undervisere og mentorer i den grad har dem indlejret, at der er en række vanskeligheder, ved at være – i bogstaveligste forstand – ny på en højere læreanstalt, som de ikke er opmærksomme på. De ser ganske enkelt ikke de problemer, som mønsterbryderne skal tackle, fordi de aldrig selv har oplevet dem.
At nogle mønsterbrydere har vanskeligt ved at kapere det faglige stof er indlysende – men det er næppe overvældende flere, procentuelt, end de, der kommer fra akademiske hjem. Men når man er mønsterbryder skal man håndtere en helt ny virkelighed, for hvilken der ikke eksisterer generationers lagring af erfaring; man spørger sig: ”kan jeg klare dette her?”, i modsætning til de, der følger i forældrenes fodspor, der jo af historisk lagret erfaring ved at ”selvfølgelig kan jeg klare dette her”.
Som de fleste ved er enhver begyndelse på en ny arbejdsplads vanskelig og muligvis endog ubehagelig. De højere læreanstalter har et miljø, der i den grad er præget af stress, forvirring, kaos og mangel på vejvisere, at det ofte er en værre arbejdsplads at starte på end andre. Det ville typisk være her, at en arbejdsplads med rekrutteringsproblemer satte ind – måske skulle læreanstalterne også gøre det.
Mønsterbryderne bruger enorme mængder af energi på at navigere i et socialt (og geografisk) fremmed rum, som det er vigtigere for dem at beherske end for de øvrige. For skulle de øvrige blamere sig i det akademiske sociale rum, ved alle jo at det i hvert fald ikke skyldes mangel på akademisk dannelse eller erfaring. Og det er hvad mønsterbryderne frygter mest af alt: at blive afsløret og udstillet som individer der mangler basale akademiske dannelsesfærdigheder. Jo, det danske samfund er naturligvis fortsat et klassesamfund – og gruppearbejde afhjælper det altså ikke alene.
Opslag
