Dumme mønsterbrydere?

I Danmark ønsker vi at så store dele af en årgang som muligt får så høj en uddannelse som muligt. Af samme årsag har man gennem mange år arbejdet på at få fastholdt så mange mønsterbrydere som muligt. Mønsterbrydere er, i denne sammenhæng, dem, der som de første i familien tager en videregående uddannelse, og som derfor ikke nødvendigvis er vokset i et hjem med bøger langs væggen og et intellektuelt debatklima. Der er gennem årene kommet mange gode og positive forslag til at afhjælpe det problem, at der et ganske stort frafald blandt denne gruppe. Senest er der nedsat en gruppe under videnskabsminister Helge Sander, der skal komme med gode forslag til at sikre fastholdelse af mønsterbryderne.

Det var med nogen mismod at jeg i Radioavisen den 27. november modtog budskabet om at gruppen havde barslet med de første forslag. Mismodet skyldtes ikke at gruppen havde barslet, men indholdet og visionerne i forslagene.

Udvalget var bl.a. nået frem til det resultat at mønsterbryderne faldt fra fordi de ikke kunne kapere det faglige, at pensum var dem for meget (vel sagtens fordi de ikke er vant til at læse hjemmefra, forstod man) og at løsningen på dette problem, og dermed frafaldet, var at lave obligatoriske læsegrupper, der kunne hjælpe hinanden med at gennemgå pensum.

Dette, synes jeg, er slet ikke nogen ringe ide, skønt det virker paradoksalt efter at man har forbudt gruppe-eksaminer. Men mønsterbryderne kæmper jo med andre problemer end tilegnelse af stoffet. Måske er dette endog deres mindste problem, og i det mindste et problem de i vid udstrækning deler med deres medstuderende.

Det, der er problemet for studerende på videregående uddannelser, der kommer fra ikke-boglige miljøer, er jo ikke at de er fagligt inkompetente. Tværtimod har de ofte udvist et særligt engagement rent fagligt for at nå dertil hvor de er nået. Problemet er at der en række kulturspecifikke koder, de er fremmede for. En af disse er gruppedannelsesprocessen.

Studerende på RUC og beslægtede institutioner ved hvor traumatiserende disse processer er – og at gruppedannelser handler om alt andet end det faglige arbejde gruppen forventes at producere.

Forfatter og journalist på Dagbladet Information Rune Lykkeberg beskriver i sin bog Kampen om sandhederne (2008) bl.a. dagens Danmark som et klassesamfund, grundet de elementer som den herskende kulturelle elite har kontrol med. Gruppe- og projektarbejde ligner noget af det Lykkeberg beskriver: en særlig samarbejdskode, indført for at demokratisere uddannelserne, men de facto et udgrænsende redskab. Kun få ting kan være så ekskluderende som gruppearbejde.

Det er derfor ikke synderligt visionært når gruppen, der skal hindre mønsterbrydernes frafald i den grad vægtlægger at stoffet er for vanskeligt – skønt de naturligvis havde andre forslag.

Det er ikke det faglige pensum, der er vanskeligt, men de akademiske koder, der er komplekse og svære at afkode. Ikke mindst fordi undervisere og mentorer i den grad har dem indlejret, at der er en række vanskeligheder, ved at være – i bogstaveligste forstand – ny på en højere læreanstalt, som de ikke er opmærksomme på. De ser ganske enkelt ikke de problemer, som mønsterbryderne skal tackle, fordi de aldrig selv har oplevet dem.

At nogle mønsterbrydere har vanskeligt ved at kapere det faglige stof er indlysende – men det er næppe overvældende flere, procentuelt, end de, der kommer fra akademiske hjem. Men når man er mønsterbryder skal man håndtere en helt ny virkelighed, for hvilken der ikke eksisterer generationers lagring af erfaring; man spørger sig: ”kan jeg klare dette her?”, i modsætning til de, der følger i forældrenes fodspor, der jo af historisk lagret erfaring ved at ”selvfølgelig kan jeg klare dette her”.

Som de fleste ved er enhver begyndelse på en ny arbejdsplads vanskelig og muligvis endog ubehagelig. De højere læreanstalter har et miljø, der i den grad er præget af stress, forvirring, kaos og mangel på vejvisere, at det ofte er en værre arbejdsplads at starte på end andre. Det ville typisk være her, at en arbejdsplads med rekrutteringsproblemer satte ind – måske skulle læreanstalterne også gøre det.

Mønsterbryderne bruger enorme mængder af energi på at navigere i et socialt (og geografisk) fremmed rum, som det er vigtigere for dem at beherske end for de øvrige. For skulle de øvrige blamere sig i det akademiske sociale rum, ved alle jo at det i hvert fald ikke skyldes mangel på akademisk dannelse eller erfaring. Og det er hvad mønsterbryderne frygter mest af alt: at blive afsløret og udstillet som individer der mangler basale akademiske dannelsesfærdigheder. Jo, det danske samfund er naturligvis fortsat et klassesamfund – og gruppearbejde afhjælper det altså ikke alene.

Web 2.0 – demokratisk forankring eller den laveste narcissistiske fællesnævner?

Det såkaldte Web 2.0 er betegnelsen for de platforme på Internettet, der medinddrager og involverer brugeren, frem for blot – underforstået: som Web 1.0 – at formidle envejsbudskaber.

Internettet er ikke en informationstavle, som brugeren kan slå op på når hun ønsker viden eller fakta om dette og hint. Det er et aktivt community, der tilbyder brugeren at deltage og aktivt engagere sig.

Dette ser vi fx i succesen omkring Wikipedia. Længe var det udskældt blandt fx gymnasielærere og andre, med visse minimumskrav til faglig kvalitet, til ophavskriterier og til efterprøvelsesmuligheder. Men undersøgelser har med tydelighed vist at Wikipedia ikke er hverken mere eller mindre nøjagtig, heller ikke på videnskabelige artikler, end Gyldendals Store Danske Encyklopædi. Denne har dog også måttet bøje sig og fra februar bliver on-line versionen gratis for alle – og brugerne inviteres til at deltage i artikelskriveriet. Med andre ord: encyklopædien overgår til web 2.0.

Diskussionen bølger og har bølget længe. Er det såkaldte web 2.0 blot en leflen for den laveste fællesnævner, hvor vi alle blander os i alting og ingen i realiteten ved noget? Er Web 2.0 laveste narcissistiske fællesnævner, fordybelsens og den seriøse journalistisk død - eller er de netop medvirkende til at få politiske og sociale diskussioner ned på brugerniveau, udtryk for borgerinddragelse og medejerskab til samfundet og dets udfordringer?

Er det første perspektiv sandt, da er udviklingen med Danmarks Nationalencyklopædi i sandhed skræmmende. Vil Nik & Jay nu fremstå med lige så omfangsrige artikler som Goethe?

Er det andet perspektiv sandt da er det nærmest mirakuløst. Da lever vi i sandhed i et vidensdemokratisk samfund, hvor ingen klasser har patent på sandheden. Det skulle da så være første gang i verdenshistorien.

Det er endnu for tidligt at vurdere med nogen sikkerhed om det er de positive eller negative kritikere, der bedst evner at analysere Web 2.0. Udviklingen på området går s hurtigt at før man er nået til nogenlunde klarhed over om vi deler viden eller om vi bare twitter os ihjel, da er Web 3.0 lige om hjørnet.

Den Store Danske Encyklopædi, der kun har ganske få år på bagen, men allerede nu må invitere brugerne til at skrive med på artiklerne, er rundet af den store franske oplysningstradition og encyklopædisternes bestræbelser på at omgås kongens magtmonopol på viden. I den forstand ville de franske encyklopædister med Denis Diderot, der ses på billedet for oven, måske have set med positive øjne på filosofien omkring web 2.0: viden til og af folket.

Gymnasieskolen og den nye digitale virkelighed

Den danske gymnasieskole gennemgår i de disse år nogle voldsomme forandringer, forandringer hvis rækkevidde måske ikke står helt klart for alle.

Gymnasiereformen har for underviserne medført en højere grad faglig integration og forpligtelse på andre fakulteter end deres eget. For eleverne har det medført større krav til refleksion over sammenhænge, der ligger ud over de mere traditionelle fagbundne problemstillinger.

For begge parters vedkommende gælder det at væsentligt mere opmærksomhed skal vies på nutidige problemstillinger, 0ftest af kompleks karakter.

Reformen er rettet imod en generation af unge, hvis netværksevner og krav til brugbar information, der kan vælges imellem er større end nogensinde før. Og det er ikke kun eleverne, men også forældrene og de ansatte på gymnasiet, der i stigende grad anvender online kommunikation og digitale løsninger.

Dette sammenholdt med at den danske gymnasieverden står i en anden, langt mere konkurrencepræget situation, end hidtidigt, gør at mere virale kommunikationsstrategier er blevet interessante.

På Ingrid Jespersens Gymnasieskole forsøger vi målrettet at lave virale tiltag, der samler eleverne i communities samtidig med at det kan tiltrække nye elever, forældre og medarbejdere. Dette gøres blandt andet med denne blog, hvor vi vil skrive om aktuelle emner indenfor gymnasieverdenen.
Desuden har vi oprettet en meget aktiv Facebook-gruppe samt en billedsamling dels på Picasa, dels på flickstr.com. Endelig har vi lavet vores egen channel på YouTube. Flere tiltag vil komme i løbet af det næste år, alle tiltag, der er beregnet på at opløse den hidtidige envjeskommunikation mellem skole og elev.

Eleverne inviteres til at deltage, kommentere og bidrage. Målet er at skabe et levende community gennem en række forskellige platforme, der på forskellig vis gør det at gå på Ingrid Jespersen til andet og mere end blot at gå på det lokale gymnasium.